Heinrich Germer - foredrag

05/03-2019
Onsdag d. 27. marts - kl. 19.00

ForedragHeinrich Germer

SIDDEPLADSER

 

 

 

Forsalg: 50 kr.
Dørsalg: 75 kr.

 

 

 

Mød én af de sidste veteraner fra Østfronten

Da Heinrich Germer var 12 år gammel, kom nazisterne til magten i Tyskland.
Det blev skæbnesvangert for Bremerdrengen og hele hans generation.
Han blev, som alle andre børn og unge i Hitlers Tyskland, målrettet hjernevasket og indrulleret i Førerens store plan.

19 år gammel blev han sendt til den jyske vestkyst med et hold rekrutter for at blive uddannet til soldat for Værnemagten. 
Efter 7 måneder i Ulfborg og Borris blev de sendt direkte til Østfronten, hvor Germer var med i allerførste deling, der overskred den russiske grænse den 22. juni 1941.

Heinrich Germer adskilte sig fra sine kammerater. Ikke blot ved at overleve, men ved at medbringe sit lille Kodak Retina Kamera i sin venstre brystlomme.
Han tog over 850 fotos i Danmark, Østpreussen, ved Østfronten og i Norge og beskrev sine oplevelser i første frontlinje i feltpostbreve til familien i Bremen. Og brevene har han stadig.

Ud fra dette unikke materiale har den lokale forfatter og kulturformidler, Suzi Elena Apelgren skrevet en bog, ”Fra Vestkysten til Østfronten – Billeder af en forført generation”, der udkom 9. april sidste år.
Siden har hun og Heinrich Germer spredt hans historie til hele Danmark bl.a via en dokumentar i TV Midtvest, på en af de store scener ved efterårets bogmesse i Bellacentret og ved adskillige foredrag på skoler og gymnasier. Sidst i marts skal de sammen på scenen ved Historiske Dage i Øksne hallen i København.
I den forbindelse har Generator arrangeret et foredrag, der giver dig chancen for at møde forfatteren og den åndsfriske 97- årige veteran fra Østfronten, og høre hans budskab om politisk forførelse, der stadig er aktuel for nutiden.