BANDFABRIK

14/06-2022
ONSDAG D. 29. JUNI KL. 16.00

Gratis koncert

Stående - siddende på balkon

”Bandfabrikken” afholder en stor fælles, forrygende festival på spillestedet Generator efter 3 dages Sommer-Bandcamp spredt ud i 4 kommuner!

Børnene har spillet sammen i forskellige bands på de 4 camps, og de har selv komponeret det meste af den musik, de vil fremføre på festivallen. Bandmedlemmerne er mellem 9-18 år og kommer fra de 4 kommuner: Ikast-Brande, Herning, Ringkøbing-Skjern og Holstebro.

”Banddoktor” – selvom alle er raske
”Bandfabrikken” er et projekt, der er startet i forbindelse med Slots- og Kulturstyrelsens store landsdækkende modelforsøg, Grib Engagementet, der løber i 1,5 år fra efteråret 2021 og i hele 2022. Modelforsøget handler om at finde nøgler til, hvordan man får gjort flere børn og unge interesserede i kultur – og derefter fastholder denne interesse hos dem.

De 4 ovennævnte midt- og vestjyske kommuner har i fællesskab grebet opgaven an ved, at ungdomskoler og musik-/kulturskolerne i de respektive kommuner er gået sammen om at skabe et projekt med fokus på musik – og det er musik i en bestemt retning.

Som navnet antyder handler ”Bandfabrikken” nemlig om at spille i band. Børnene har deres helt egne bands, hvor de selv laver musikken, og hvor fælleskabet også er et meget vigtigt element. Man skal have det sjovt sammen, mens man spiller, men også i pauserne eller udenfor øvelokalet. Der skal opbygges et godt fælleskab med hinanden – både i ens eget orkester og på tværs i ”Bandfabrikken”.

Målet er et fælleskab, hvor der opstår tryghed og venskaber, der igen giver mod på at spille og skabe mere musik  – og ikke mindst giver mod på livet generelt.

Der er ikke tilknyttet lærere i klassisk forstand, men derimod ”Banddoktorer”, der fungerer som vejledere/mentorer for hvert band, og giver gode råd til børnene, når de selv skal styre bandet, komponere og selvfølgelig spille instrumenterne.

Det kan der komme meget godt ud af – og det gør der.